SRI LANKA  2008

NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres

Det var et ønske om at besøge Sri Lanka i forbindelse med ophold i Syd-Indien, men det har jo gennem flere år været mange uroligheder og stridigheder mellem singaleserne og LTTE (Tamilske tigere). Tamilerne blev de dominerende ved etableringen af Sri Lanka i 1948 men senere i 70erne da det Britiske styre forlod landet i 70erne, blev styret overtaget af singaleserne, og tamilerne blev undertrykket og uden rettigheder. Alle vestlige rejseanvisninger fraråder rejse til den nordlige del af Sri Lanka hvor tamilerne boer og forsigtighed og årvågenhed på resten af øen, da der fra tid til anden forekommer terrorhandlinger fra LTTE og selv om de ikke er rettet mod turisterne, kan man jo være uheldigt at blive delagtig, når der springer en bombe på et tog eller i en bus.

Vi ankom til Trivandrum d 26. januar og undersøgte efter nogle dage, hvorledes forholdende på Sri Lanka nu var og talte med den Danske Konsulatet i Colombo som ikke mente det var særlige problemer på sydkysten for turister, og ønskede os en god ferie der. Med denne melding mente vi det var basis for at rejse og købte flybilletter med Mihinlanka Air, et nyt luftselskab som tilbød meget billige rejser som led i at promovere Sri Lanka og vi købte rejser fra d. 4. – 15. februar og glædede os og fik aftalt med vor bekendte Karin i Colombo tid for ankomst etc.

Colombo.

Rejsen til Colombo, hovedstaden på Sri Lanka forløb udmærket, selv om det var noget forvirring om afgangstidspunktet. Man flyttede afgangen 1 time frem og flyveren gik da alle var ombord, en lidt usædvanlig måde at arrangere på, og man kan undre sig over årsagen – for at undgå terror, vi skulle jo til et område med ”tigere”, eller hvad. Men den 45 min. lange flyvning gik da udmærket og det var til og med service ombord.

Vi kom til Colombo Airport som er helt ny, top moderne og kæmpestor og efter lidt ventetid kom Karin sammen med en veninde og hentede os og snakken gik livligt fra første stund. Vi kørte gennem en næsten uddøet by og Karin forklarede at det jo var Independence Day, og efter den store officielle ceremoni med tale af Præsidenten, var alle sendt hjem, da man frygtede terror. Der havde været en stor bombeeksplosion på Hovedbanestationen dagen før med 12 dræbte, så man var noget nervøs for yderlige hændelser fra LTTE (De Tamilske Tigre) side. Vi blev stoppet 2 gange undervejs, og vor bekendt og hendes tamilske veninde måtte vise pas og Id. papirer - os turister var man ikke interesseret i.

Om eftermiddagen kom to af vor bekendtes venner og hilste på, det er nok noget nyt med besøg fra Danmark, og de medbragte mad til aftensmåltid.

En anden bekendt – som var kendte mere til at rejse rundt på Sri Lanka, kom om aftenen og gav os mange gode råd om vores lille tur på Sri Lanka og vi talte om mange ting. Vi skulle bruge bilen og chaufføren Fernando som vor bekendte normalt bruger, og undgå at rejse med tog og busser. Vi ville også bestille værelse i Kandy, et gæstehus som Fernando tidligere havde været.

Hun havde også talt med en svensker, Jonas, der også bor i Colombo og som kunne anbefale et godt sted på sydkysten ved Galle, i en hytte direkte på stranden.  Talte med Jonas og han kunne varmt anbefale stedet og hvad vi skulle betale (Rs 2.800) og fik tips om hvilke gode steder at besøge i nærheden. 

En kort aftentur i området ved Galle Road for at få lidt bevægelse og frisk luft, gik vi gennem et pænt og moderne forretningsstrøg med livlig trafik og mange mærkevareforretninger.

Det var mange bevæbnede vagter langs gaden og beskyttelsesposter med sandsække, så det var tydeligt at man alle steder var på vagt – og godt det samme – også for at komme ind i ejendommen skal man passere en portvagt som døgnet rundt passer på at der ikke kommer uvedkomne in til beboerne.

Vi var trætte da vi endelig fik lagt os i det dejlige gæsteværelse med eget bad, og vor bekendte går tidligt iseng og tidligt op (kl. 5) om morgenen – uha!- så er temperaturen meget mere akseptabel.

Næste morgen sad vi tre ved morgenbordet og igen gik snakken om alt mellem himmel og jord. Karin og hendes mand Vinoth er vidt berejste så vi har meget tilfælles. Karin har boet på Sri Lanka i 5 år. Karins mand var bortrejst da han var i Paraguay for i 3 uger at forelæse på et universitet. Han er tamil og oprindelig uddannet som atomfysiker i UK, men arbejder nu med mellemfolkelige projekter og har skrevet en del bøger. 

Ellers var vi inde i den dejlige lejlighed det meste af dagen. Fik reserveret værelse på Rathna Guest House i Dalawela og ellers forberedte vor rundtur på Sri Lanka.

Om aften tog vi i taxi langs kysten in mod Fort området med Parliaments bygningen, blev sat af og gik tilbage langs strandpromenaden mod lejligheden igen.

Da vi kom til enden af strandpromenaden så gik vi ind på det gamle, agtværdige Galle Face Hotel hvor vi sad dejligt ud mod vandet og nød en gin/tonic og te og betragtede solnedgangen. Dronning Ingrid havde besøgt hotellet for mange år siden som så mange andre kendte personer, så vi følte os rigtig godt tilrette.

Senere gik vi til en restaurant nede bag ved banken, og fik en pragtfuld buffet med Sri Lanka specialiteter og på Karin’s anbefaling blev chili rejerne hentet flere gange. 

Tidligt i seng, vi skulle tidligt op for at starte bilturen med Fernando.

Fra Colombo til Sigiryia - The Lions Rock  

Vi ville gerne se noget af Sri Lanka og da vi blev advaret mod at bruge tog og busser på grund af terrorfaren, lejede vi en bil med en chauffør, der hed Fernando.

Vi startede tidligt og kørte i mørke ad Kandy vejen mod The Hill Country, der ligger midt inde på øen. Meget snart lysnede det og efter 4 timer ankom vi til Sigiryia (the Lion Rock) – et 1600 års gammelt kongeligt palads, bygget på toppen af en kæmpe vulkansk klippe, der stikker 200 meter op på den flade slette.

De 1232 trin op for at komme op på toppen syntes at være i overkanten, men guiden sagde, at vi hvert fald skulle prøve.

På vejen op, så vi et galleri med meget gamle kalkmalerier malet på klippevæggen, og hvor modsatte opbyggede væg var højglanspoleret, så Kongen kunne nyde både originalen og spejlbilledet på samme tid. Alle billederne var af skønne damer i lette gevandter. 

Heldigvis kom der en lille regnskylle da vi nåede ca. halvvejs op, så vi fik et tiltrængt hvil, før vi skulle op ad de sidste stejle og smalle jerntrapper der var boltet til klippesiden. 

En fantastisk udsigt over hele det omliggende landskab fra Kongens soveværelse, og der var endog et svømme bassin som man i gamle dage fyldte med vand, hentet op fra floden ved foden af bjerget. Bassinet sammen med flere andre mindre bassiner, skulle sikre at det var vand nok under en belejring.

King Kassapa (477- 495 AD) var bange for sin egen bror, der stræbte efter magten, noget han måtte kende til, eftersom han selv (ifl. historien) havde myrdet sin egen far for at opnå magten. 

Nyere forskning mener at Sigiriya var et Buddhist kloster bygget flere hundrede år før King Kassapa’s tid, men uanset hvad historien er, så var det et flot syn fra toppen.

Hele området bliver kaldt The Ancient Cities , men vi afstod fra flere paladser og templer, og efter en dejlig frokost på et Resthouse, fortsatte syd ad A5 til Kandy, den næst største by på Sri Lanka. hvor vi havde bestilt værelser til os på Kandy Cottage.

Kandy.

Fernando fandt med lidt besvær Kandy Cottage, et lille gæstehus, beliggende midt i et regnskovsområde, hvor haven kun er beplantet med buske og træer, der er naturlige for området. Huset med de 3 gæsteværelser, bestyres af Devika, og hele driften er baseret på økologiske principper.  Maden bages i en lerpotte, dækkeservietter er af bambus materiale og der serveres ikke is, da det kræver meget energi, end frugterne fra naturen. 

Huset er også bygget af naturens egne materialer, men heldigvis var der da vifter på værelserne så man kunne sove i det varme vejr. 

Vi spiste en dejlig middag og for en gangs skyld sammen med vor chauffør Fernando som er en beskeden og behagelig mand. 

Efter en god nattesøvn fik vi serveret morgenmad serveret på et flot orange service, hvor der lå stegte pølser, salat og røre-æg og papaja juice, papaja frugt, toast og kaffe. 

Frugterne havde Devika fået fra en bekendt, de kan ikke vokse i egen have da aberne spiser alle bladene. 

Kandy bliver betragtet som rimelig sikker for ”tigerne”, men vi havde besluttet, at vi ville undgå sammenstimlinger af folk. Templet of the Sacred Tooth Relic hvor en af Buddhas tænder er den største attraktion i Kandy, men der er altid masser af mennesker sammen så besøg der blev fravalgt. Vi valgte, at besøge Paradeniva Botanic Garden, der betragtes som en af verdens førende haver med en orkideudstilling i særklasse. Devika anbefalede også at se en danseopvisning i The Culture Teather. 

Paradeniva Botanic Garden

Fortrøstningsfulde gik vi ind i haven til orkide afdelingen, men den var lidt skuffende og personalet påstod, at de fleste specielle orkidéer var udlånt til en anden udstilling. Vi spadserede videre til områder, med mange forskellige gamle træer, bl.a. et kæmpe Java figentræ.

Figentræets krone dækkede næsten 2000 m2, og med grene der rakte så langt ud, at de måtte understøttes mange steder for ikke at berøre jorden.

Globetrotteren Harry

Vi stod og fotograferede nogle spændende blomster ranker, og blev vi kontaktet af Harry fra Australien. Han var på vores alder og havde i næsten 9 mnd. rejst rundt i Indien og nu Sri Lanka og brugte lang tid hvert sted, for at komme i dybden med de steder han besøgte. Harry fortalte intenst og længe om oplevelser og steder han havde besøgt, og han sender stadig E-mail og beretter om sin videre færd rundt i verden. Vi fortalte at vi senere ville besøge en national park sydpå for at se vilde elefanter, og Harry anbefalede, at vi skulle besøge The Elephant Orphanage i Pinnawala, hvor man tager sig af forladte og skadede elefanter hvor vi kunne komme tæt på og få muligheden for at få gode billeder af elefanterne, både i naturen og under badning i floden. 

Efter et par timers rundtur i haven, hvor vi også kunne se alléen med kokos palmer med nødder vejende op til 20 kg, alle mærkede med nr. og derefter kørte vi ind til centrum af Kandy for at se hvad det var for en by.

Vi spiste frokost på det gamle engelsk byggede hotel Queen der stadig bliver drevet som i den gamle kolonitid. Maden var god og rigelig og øllet var koldt. Så efter en lille gåtur i den gamle bydel, med mange antikviteter og smykkestens forretninger, tog vi en taxi tilbage til Kandy Cottage, som ejes af et selskab med navn The Hidaways Homes. Taxidriveren havde store problemer med at finde stedet, så navnet var meget dækkende. 

The Culture Teather

Vi nåede at slappe af 1 time før Fernando kørte os in til teatret ved Kandy Lake. Teatergruppen viste et program med lokale danse og til sidst var der ildslugere og barfodsvandring på glødende kul. En udmærket forestilling selv om den var meget larmende, og vi så for første gang på vor tur et større fransk rejseselskab som tilskuere, så turismen på Sri Lanka var da ikke helt død. 

Plejehjemmet for elefanter i Pinnewala.

For at se elefanterne blive fodret måtte vi forlade Kandy Cottage tidligt om morgenen, og vi nåede frem til Pinnewala tilpas i god tid for morgenmad på restauranten ved parkindgangen.

Interessant at se de store dyr spise deres friske grønne grene og mose rundt. Der var ca. 30-40 elefanter som blev fodret og der var mange dyrepassere i grønne skjorter, der passede på og som styrede ”showet”.

Man kunne se, at elefanterne havde dyb respekt for elefantpasserne, og der skulle ikke mange bevægelser fra dem, før elefanterne reagerede.

Hver dag bliver alle store og små elefanter ledt ned til floden til dagens bad, et kosteligt syn. De mange elefanter kom ned ad hovedgaden og gik ud i vandet fra de skrånende klipper på flodbredden. Dyrepasserne stod og sprøjtede vand på elefanterne, for at vende dem til det våde element. Nogle af elefanterne startede omgående på at krydse floden for at gå i land på den modsatte flodbred, hvor der var nogle sandbanker, og her vendte de sig over på ryggen og hyggede sig rigtigt med et sandbad, nok for at rense sig for utøj.

De små babyelefanter blev taget godt vare på af mødrene. Nogle af de yngre gik afsides og hyggede sig med hinanden, der må jo hele tiden sikres ny afkom. Vi sad og så i flere timer og nød at se elefanterne plaske rundt i vandet. 

På vej tilbage til bilen, gik vi gennem hovedgaden hvor mange forskellige ting kunne købes og alt med elefantdekorationer og det blev kun til en T-shirt til Nicolai. Sri Lanka er kendt for blå stjerne safirer, men efter heftige forhandlinger om en 32 karat sten, afstod vi for køb, prisen var ikke rigtig. 

Turen videre mod syd.

Vi havde lejet en hytte på stranden i Dalewalla Beach ca., 10 km syd for Galle, så vi skulle videre sydover A9 og skulle passerede Nuwara Elly der ligger i 1100 meters højde midt i teplantage området.

Da vi kom frem til byen Nuwara Elly ved 3-tiden kørte vi lidt rundt for at finde et sted at bo, og vi fik et værelse på Queens Hotel i gå afstand fra centrum. Det var begyndt at regne, noget vi fik at vide var ganske normalt for området med bjerge rundt omkring, så vi lånte paraplyer og gik til byen for at finde bedre kort over Sri Lanka, for at vi bedre kunne finde vej til Hortons Plains National Park hvor Fernando ikke tidligere havde været. 

Næste morgen stod vi op til strålende sol og spiste en dejlig morgenmad på hotellet før vi startede på næste etappe mod park området Hortons Plain som ligger i over 2000 meters højde. 

På stejle veje op til Hortons Plains

Vi nød en fin tur i strålende sol på rimelige veje ind til parkområdet, hvor vi kørte gennem et meget skønt landbrugsområde med mange fine køer, både rødbrogede, sortbrogede – sorte – røde og solen skinnede. Vi passerede mange store farme hvoraf en med navnet ”New Zealand”, og vi kunne konstatere at det New Zealandske smør vi havde spist til morgenmad, faktisk var et Sri Lanka produkt, men produceret på ”New Zealand” farmen ganske lokalt, men det giver vel ikke dårligere kvalitet. 

Efterhånden som vi nærmede os Horton Plains området som ligger på 2200 m. højde, kom udfordringernes tid, hvor vi fulgte den smalle og svingede vej op til indgangen til parken.  For at få adgang til parken skulle vi udfylde talrige papirer, så vel for os som for bilen og Fernando, med påbud om at vi til enhver tid skulle følge parkens anvisninger, ikke plukke blomster eller på anden måde ødelægge naturen, samt også betale en rimelig høj afgift for at få papirerne behørigt stemplet, men så var vi også autoriserede til de næste 6 mnd. at besøge andre natur parker. 

Vi kørte fra indgangen og de ca., 6 km over den flade slette ind til the Visitor Center med udstilling og informationer, samt toiletter – meget vigtigt – da vi havde skrevet under på ikke at forurene naturen.  ”Verdens Ende”, hvor bjerget dropper ca. 1100 meter i et lodret stup ligger 4 km. fra Centret.

Vejen ned.

Et sted havde vi læst, at under nedkørselen sydover kunne vi køre en smallere vej, som så også ville passere Sri Lankas højeste vandfald, ”Bambarakanda Falls”. På et skilt ved parkudgangen stod, at det var 7 km til landsbyen Kaluphana som ligger næsten direkte syd ved hovedvej A4 mellem Badulla – Columbo og meget kortere end, at køre om Ohiya mod øst.

Vejen startede ganske godt og i krydset, hvor vi skulle ind på Kaluphana vejen, var vejene smalle, men med asfaltbelægning, men vi havde kun kørt nogle kilometer da vejen totalt skiftede karakter, asfalten var skyllet væk og det var store huller, og det lignede mere et udtørret flodleje end en vej. Vejen snoede sig i hårnåles sving og med mere end 20 graders fald, og ringe plads for at dreje rundt i svingene. Vi måtte erkende at det ikke var muligt at vende bilen, og da hele vejen jo ”kun” var 7 km så ville vi prøve at fortsætte. 

Bilen, en 6 sæders van var ganske ny og Fernando var en dygtig chauffør, og han protesterede ikke og fortsatte med stor koncentration i snegletempo, undgik de dybeste huller og de største sten, men en behagelig kørsel var det ikke. Efter ca. 3 km kom vi til et vejkryds og vi valgte den vej som så ud til at være mest befærdet. Vi havde – heldigvis - ikke mødt nogen biler og ej heller ikke set mennesker. 

The Devils Staircase

Et par km yderligere. og vejen var stadig meget hullet og med dybe render, og man kunne rigtig se og føle, at hele overfladen var skyllet væk i det kraftige regnvejr på sydsiden i bjergområdet, som også konstant er dækket af en fugtig dis, så udsigten over området var meget begrænset. Vi havde kørt nær ved de 7 km men kunne ikke se enden på vejen, men kunne se at vejen fulgte bjergsiden rundt først et bjerg og så et næste. En lastbil kom mod os og passerede os og fortsatte i ”stort” tempo videre op, og vi forsøgte at følge hjulsporene så antog vi at være på rette vej. 

Tæt ved dalbunden, passerede lastbilen os igen på vej ned og nu med 5 mænd på ladet, og efter kort tid kravlede vejen igen opover i mindst 20-30 graders hældning. Det blev en hård tur med mange hårnålesving og meget dårlig vej med masser af løse sten, og vi lærte senere at denne vejstrækning kaldes ”the Devils Staircase” og oplevede også at bilen pludselig hvilede på toppen af en stor sten med baghjulene i spind. Ved fælles hjælp fik vi bilen fri af stenen så vi kunne fortsætte. 

Fernando syntes at bevare roen og koncentrationen og fortsatte kørselen, måske en grad mere forsigtigt, og da vejen var uden nogle sikringer ud mod afgrunden, var det til tider lidt nervepirrende hele tid at se ned i afgrunden 4-500 meter nede, medens bilen væltede sig frem på den ujævne vej. Mærkelig nok var der ingen af os som var skrækslagne over vejen og kørselen, men vi var ekstra på vagt for hver bevægelse bilen gjorde. 

Efterhånden som vi mødte folk på vejen, spurgte Fernando flere om hvor langt der var til en bedre vej, og en mand sagde 6 km og efter 3 km sagde næste person, en gedehyrde, 10 km, tredje person sagde 3 km og den sidste vi spurgte sagde 5 km, så vi blev enige om, at de lokale enten ikke kendte til, hvad der var bag næste sving, eller ikke kendte til afstande. 

På vejen videre kørte vi op på toppen af et bjerg og gennem et smalt pas hugget ud i bjerget og kom ud på sydvestsiden, hvor landskabet ændrede sig og hvor der var flere store teplantager. Vejen på næste nedtur var stadig væk meget dårlig, og de lokale kørte i traktorer der hoppede fra sten til sten, og arbejdsfolkene på traktorernes ladvogne havde besvær med at holde sig fast. Efterhånden blev vejen lidt bedre og vi mødte flere teplukkere som smilede og vinkede til os, da vi passerede.

Tilbage til civilisationen

Vi havde efterhånden kørt 20 km og der blev mere bebyggelse efterhånden, som vi kom ned i dalen, og disen forsvandt så vi fik et fantastisk udsyn over landskabet og kunne se hovedvejen der dybt i dalen, men stadig langt væk. Det var som om vor ankomst var varslet, for flere steder ved ensomme huse og gårde havde beboerne stillet sig ud ved vejen og smilede og vinkede til os når vi passerede. Lokalbefolkningen virkede meget venlige og smilende, og vi var glade for at bidrage til stedets underholdning, da der nok ikke sker mange uventede ting i deres hverdag. 

Vi kom forbi et godt udsigtspunkt hvor det høje vandfald, Bambarakanda Falls plaskede ud fra nogle klipper på bjergsiden og falder 241 meter mod bunden af dalen, og her var vejen asfalteret nogle hundrede af meter og med parkeringspladser for, at de få turister kunne stoppe og beundre vandfaldet.

Men efter kun nogle få hundrede meter, var vejens tilstand igen meget dårlig, men landskabet omkring var skønt. På vej ned ad en bakke kom en ung dame gående midt på den hullede og støvede vej, meget flot påklædt og med en parasol, og kun få hundrede meter længere ned, lige efter en næsten 180 graders sving, kom en grøn og sort ”tuk-tuk” humpende op ad vejen, og så blev klar over at vi igen nærmede os civiliserede steder og bedre veje.

Efter 23,5 km kørte vi endelig igennem Kaluphana landsbyen og ud på hovedvejen A4 med to baner i hver retning, med ny asfalt og flotte ordnede vejsider, og vi kunne se at Fernando var lykkelig for igen kunne speede op, og han fandt hurtigt et Resthouse hvor vi fik en stille hvilepause, et godt måltid og en kold øl.

Jeg har senere på Google Earth fundet beskrivelse af vejen fra landsbyen Kaluphana og op til toppen af Hortons Plains, og vejen er de 23 km lang og stigning 1291 meter og med advarsel om kun at køre vejen under tørre forhold og kun med 4WD. Den beskrivelse skulle vi have set før vi kørte vejen, men vi syntes alligevel, at vi havde haft en spændende og fantastisk flot tur i et pragtfuldt landskab. 

Vilde elefanter og fare for ”tigre”

Vi havde den dag som mål at køre frem til Udawalawe National Park som var varmt anbefalet af vores bekendte i Colombo for at se vilde elefanter, finde et sted at overnatte tæt ved indgangen, og så næste dag leje en jeep og være på safari blandt de vilde elefanter og se parkområdet. 

Da vi i skumringen kom frem til Udawalawe landsby, var det for sent at gå ind i parken og vi fik den overraskende oplysning, at parken var lukket også næste dag, men vi kunne da se baby elefanterne, men vi ville se de voksne vilde elefanter. Ved parken var hotellerne lukkede, så vi fortsatte nogle kilometer sydover og fandt et turist hotel i Embilipitiya, hvor indgangen var spærret af dobbelt bom og med 4 bevæbnede vagter, så vi troede det var en militærlejr. Men bommen blev åbnet og vi fandt ud af vi kunne få et dobbelt værelse med middag og morgenmad for ca. 250 kr. på et 5 stjerners hotel - uhørt billigt. Hoteldirektøren fortalte at både den store Yala Parken og Udawalawe parken blev lukket i januar grundet terror udført af de tamilske tigre. Det var der bare ikke nogen der havde fortalt os før vi kom hertil. 

Vi nød en god nattesøvn i det flotte værelse med air-condition og efter morgenmaden var vi så klar til næste etappe ned til hytten, vi havde lejet på stranden i Dalewella.  Tre timer tog turen, fredelig og en god vej til søndagsfolket, mange sad udenfor deres huse og småsludrede i det fine solskinsvejr. 

Afslapning under palmerne

På Rathna Guesthouse blev vi godt modtaget og vi blev anvist værelse på 1. salen i hytten som ligger direkte ud mod stranden og det brusende hav.

Og havet er helt fantastisk og vildt brusende med høje bølger der slår mod en klipperevle, så der indenfor revlen er en mere rolig lagune, som man på stedet kalder ”the pool”, hvor der er sikkert at bade og vi måtte afprøve det og det var dejligt. Ellers har vi siddet på terrassen udenfor vort værelse og bare gloet på det travle hav, hvilet og spist. Stedet er er ikke stort med få værelser og meget familiært.

Næste morgen startede vi dagen med en gåtur langs stranden og et bad i ”poolen”. Det var noget mere stille vand, så man kunne nyde at være i vandet. Vi gik længere østover på stranden og satte os på stener ude i vandet og lod os tørre af solen – pragtfuld start på dagen, og vi blev tilpas sultne til morgenmaden, som blev indtaget på restaurantens terrasse der stikker endda længere ud på stranden end vor hytte. 

Til Galle for at ”købe” kontanter.

Efter morgenmaden gik vi igen på stranden og slangede os i solen i nogen tid, man skal passe på da solen er stærk, men en faktor 20 – 30 hjælper godt. Vi gik en tur i området ude på vejen for at se hvad butikkerne kunne byde på, men det var ikke meget at komme efter. 

Vi besluttede at tage ind til den større by Galle sidst på eftermiddagen, hvor vi også kunne ”købe” penge i en ATM automat, så vi kunne betale for logi og maden fra restauranten.

Vi fik en aftale med en af Tuk-tukerne ude på vejen og kørte de ca. 9 km ind til Galle.

Vi startede med at besøge det gamle portugisiske fort og gå rundt i gaderne med de gamle velholdte portugisiske huse.

Vi fandt omsider en ATM automat som ville acceptere Visa kortet, og efter et lille besøg i et supermarked hvor vi fandt en flaske gin til 13 DKK, tog vi tilbage til Rathna Guesthouse hvor vi konstaterede at de på restauranten havde formået at skaffe isafkølede tonic vand så vi kunne nyde en drink på vor terrasse mens vi oplevede en skøn solnedgang over havet.

Om aftenen gik vi en kort spadseretur langs stranden hen til den anbefalede restaurant Ijaya, hvor vi fik en pragtfuld karry kylling med ris. Heldigvis havde vi husket vore lommelygter, for det var begende mørkt da vi skulle hjem i seng. 

Møde med Anniken som har lokal tekstilfabrik.

Om morgenen da vi skulle ned på stranden og passerede den smalle sti mellem vor hytte og restauranten, mødte vi pigen der bor nedenunder, der spurgte om vi var danske, hun var selv svensk og hed Anniken og fortalte med det samme, at hun havde en tekstilfabrik her på Sri Lanka. Vi spurgte om hun kendte Jonas som vi havde fået anbefalet Rathna Guesthouse, men det gjorde hun ikke, men det kommer flere svensker til stedet. 

Hun var kommet til Sri Lanka i 1998. Havde arbejdet med landbrugsrådgivning, men havde set at en tekstilproduktion var mere værd for alle de ledige syersker. Hun fandt en nedlagt fabrik ca. 10 km nord for Colombo, rejste hjem til Sverige og lånte 100.000 SEK af sine forældre og startede fabrikken igen og den gav overskud i løbet af de næste 3 år og forældrene havde fået alle sine penge igen.. Nu var hun ved at starte en ny fabrik et andet sted, en meget energisk person, vel over de 30. 

Anniken fortalte at de producerede T-shirts som de bl.a. levere til UN og mange hjælpeorganisationer. På fabrikken arbejder 24 kvinder og hun har gennemført en demokratisk ledelsesform som har givet det resultat at der er høj produktivitet og stor loyalitet, og med lønninger på 15.000 Rs om måneden, hvor andre fabrikker betaler ca  6.000 Rs. 

Tsunamien i 2005

Hun kom til Rathna for en gang imellem at slappe af, væk fra fabrikken, og hun fortalte at hun havde siddet på terrassen foran hytten da tsunamien ramte Sri Lanka i dec. 2005 og var sammen med de lokale løbet over vejen og op i bjergene, og havde ventet der et par dage inden redningshold kom frem. Hele kyststrækningen var total raseret og Rathna Guesthouse var helt væk. 

Efter tsunamien rejste hun hjem til Sverige for at samle penge ind til genopbygning af stedet, hvilket er sket og de gamle ejere har fået deres gamle liv tilbage. Husene er genopbygget på samme måde som tidligere noget som ikke var helt i overensstemmelse med de ændrede byggeregler som kræver, at der bygges mindst 200 meter fra vandkanten, men som Anniken sagde så havde familien kun den gamle grund at bygge på, så det var ikke andet alternativt.

Mange steder langs kysten kan man stadig se rester efter ødelæggelserne. Nødhjælpspengene er nok ikke nået ud til alle. Anniken fortalte om de nye rige embedsmænd som er kommet siden tsunamien – Tusnami lorderne – kaldes de – ja – ja - intet nyt under solen.

Den politiske situation – og terror.

Om ufreden i landet sagde Anniken: Englænderne kom her for mange hundrede år siden, slog sig sammen med tamilerne selv om de kun var 15% af befolkningen og gav dem alle nøglejobbene, singhaleserne spillede ingen nævneværdig rolle selv om de var i flertal.. Da så uafhængigheden fra det britiske styre kom i 1948 , tog singaleserne magten fra tamilerne, og bestemte at det sinhalsiske sprog var det der skulle tales og læres i skolerne, og det tamilske sprog blev forbudt som skriftsprog. Tamilerne ville ikke finde sig i dette og kræver en stat for sig selv i den nordlige ende af øen, hvilket ikke bliver accepteret, og derfor er der borgerkrigslignende tilstande med kampe mellem LTTE og regeringen (singaleserne), og tamilerne prøver at fremme sin sag ved grusom terror. Dette har nu varet i så mange år, siden 1972 ved dannelsen af LTTE, at det er svært at se en løsning i sigte. Fredspagten som kom i stand gennem Norge i 2000, blev annulleret i 2007 og siden er tilstanden blev endda værre. 

Men ellers fik vi da vort bad og gåtur langs stranden, så man er dejlig sultne til morgenmaden som er lassi, frugt – toast med smør og marmelade, juice og kaffe. Resten af dagen gik blandt andet med at løse krydsord – udmærket for at klare hjernen.

På vej til stranden næste morgen, snakkede vi igen med Anniken om situationen på Sri Lanka og så gik vi en lang tur langs stranden indtil en stensætning spærrede for videre færden.

Det blev taget en masse billeder af palmer – sol – bølger og strand og af os begge, men mest af Fie. Stranden er ikke ret bred og ved højvande berører bølgerne stensætningerne, men ved lavvandet om formiddagen er stranden ved ”poolen” god at ligge på, og så er det jo ikke mange metrene til et afsvalende bad. Palmerne hænger ud over stranden og giver et flot view når stammen ligger næsten vandret, langt ud over vandet og med kronen stræbende op til lodret position for at holde kokosnødderne i ly under de graciøse strittende palmeblade. 

Vi brugte nogle timer på at skrive rejsebrev fra Sri Lanka og da vor ydmyge hytte var indenfor et område med wireless Internet forbindelse, så kunne vi sende rejsebrevet og ellers checke post og nyheder på nettet. 

Dejlig mad på Ijaya restauranten, en pragtfuld grillet fisk og nu sidder vi på vor terrasse og hilser af med bølgerne mens der fiskes med lysdubber på linen fra stranden i mørket og der sendes fyrværkeri af sted til lyden af Richard Clydeman fra computeren. En pigerne på gæstehuset fylder år og alle de faste gæster har lavet fæst for hende nede på vor restaurant. 

Tilbage til Colombo

Om morgenen hentede Fernando så igen, han havde tilbragt de 4 dage hos familien i Colombo, og vi kom frem til Karin og Vinoth ved frokosttid og vi spiste og snakkede i flere timer. Interessant at møde Karins mand der er en meget tilbageholdende person men meget vidende. Vi hvilede os alle efter frokosten, og så var vi klar til næste snakkerunde.

Om aftenen var på en lokal restaurant og spiste Hoppers med mange forskellige slags tilbehør – nødder blandet med kød, krydrede grønsager og mange flere velsmagende ting og så afslutning med creme karamel til dessert. Vi gik tidligt til seng da vi skulle tidligt op næste morgen for at køre til lufthavnen. 

Afrejse fra Sri Lanka

Fernando mødte som aftalt og vi var i lufthavnen i god tid ifølge rejseplanen. Det var forvirring ved indcheckningen og vi kunne ikke finde Mihinlanka nogen sted, og personalet på Sri Lankan Airways oplyste at Mihinlankas fly var aflyst og vi var forsinket til at komme med deres fly til Trivandrum. Efter kraftige diskussioner fik vi aftalt, at vi så skulle komme med et fly om eftermiddagen og måtte vente i 6 timer, men det lykkedes os med henvisning til IATA reglerne at blive kørt til et hotel for hvile og spisning. 

Vi blev hentet i god tid – 3 timer før afgangen kl. 18:00 og da vi kom til lufthavnen, fik vi oplysning om at også dette fly var aflyst på grund af forsinkelse, og vi var lige ved at springe i luften af raseri, det var jo noget de havde vidst før vi forlod hotellet, og så kunne vi sidde i lufthavnen yderligere 9 timer før næste fly gik, men vi blev ad lovet noget at spise på et senere tidspunkt. Så har vi da også prøvet det som så mange andre har oplevet, men heldigvis havde vi læsestof og krydsord nok til at fylde tiden. 

Vi kom af sted kl. 23:30 og nåede frem til Trivandrum efter 45 min. flyvning og fandt en taxi som ville køre  de 60 km til hotellet Wood House i Varkala hvor vi ankom i mørket kl. 2:00 og heldigvis havde vi været i telefonkontakt med hotellet og varslet dem, så vi fik hjælp til bagagen og en midlertidig hytte så vi kunne sove.

Vi kunne vi uden nærkontakt med ”tigrene”, rejse tilbage til Indien efter ca. 1500 km kørsel gennem Sri Lankas flotte natur og i et område hvor turisterne svigter på grund af “tigerne”.

Det er bedrøveligt at et så skønt land som Sri Lanka skal underkastes den langvarige konflikt som er ødelæggende for alle parter.

NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres

Dette Websted blev sidst opdateret 15. May 2008